Nyheder


 
Antal varer: 0
Ialt: 0,00 DKK
Se kurven her
 


 
 
 
Hvidvin  Mousserende  Rosé  Rødvin  Hedvin  Spiritus  Økologisk  Skruelåg  Diverse  Vingavekort 
  

Joseph Roty - Tilbage til rødderne hos KB Vin A/S - Bourgogne vine!

Den lille, men alligevel verdenskendte og af vinguruen Hugh Johnson benævnt ”gudbenåede vinavler” Joseph Roty, omtalte vi kort i sidste nyhedsbrev, da han netop havde frigivet årgang 2001 – en tilbagevendende årlig begivenhed, da Roty’s vine kun fås i én bestilling om året. Denne gang giver vi Roty den plads han fortjener. Roty’s vine har stort lagringspotentiale og honorerer den tålmodige – der er adskillige hensigtsmæssige køb at gøre for dem, der for eksempel opbygger en vinkælder! Nedenstående vine er kun et udpluk af Roty’s vine. Se Katalog for flere årgange og andre vine.

Joseph Roty bor i Gevrey-Chambertin i Bourgognedistriktet Côte de Nuits, der strækker sig mellem Beaune i syd og Dijon i nord. Han arbejder i dag tæt sammen med sønnen Philippe, der varetager den aktive del af produktionen og fungerer som ansvarshavende. Philippe er dog også sin egen herre og laver Marsannay vine med eget navn på etiketten efter den traditionelle ”Roty-metode”.

Joseph Roty er lidt af en personlighed. Han giver umiddelbart et indtryk af at være en snakkesaglig, karismatisk storryger med en bemærkelsesværdig, næsten excentrisk seriøsitet omkring sine vine – og hans frimærkesamling ikke at forglemme. Men selv når den første alvors-snak om vin er fejet af banen, og der er smil og latter ved bordet, er Joseph ikke langt fra en diskussion om naboernes produktion af ”unge” vine – Joseph beskriver disse som vine, der umiddelbart synes tiltalende, men som vil degradere sig voldsomt med tiden og lade de pågældende producenter stå ydmyge tilbage! Joseph’s egne vine er typisk meget sunde, velstrukturerede vine, der egner sig til mange års lagring.

Joseph Roty æraen er blevet kendt på den meget individuelle stil, som vinene bærer præg af og som især udtrykkes med en stringent syre, der omtales som ”Roty syren”. Rødvinene er naturligvis brygget på 100% Pinot Noir, som loven i Bourgogne foreskriver. Vinene er særdeles kraftige af Bourgogne vine at være, de afspejler egnens terroir og er i det hele taget yderst stilrene og elegante, samtidig med at de besidder en stor koncentration og kompleksibilitet. De lagres på egetræsfade, hvoraf over halvdelen er nye, i minimum 15 - 16 måneder.


Gevrey-Chambertin

Gevrey er byens oprindelige navn. Kommunens fineste vinmark hedder Chambertin, hvis vin i tidernes morgen blev døbt ”Vinenes Konge” og desuden var Napoleons yndlingsvin. Marknavnet blev i 1847 føjet til det oprindelige bynavn som så mange andre steder i Bourgogne, og byen har lige siden heddet Gevrey-Chambertin. Kommunen består af over 500 ha vinmarker og er dermed den største i Côte d’Or, fællesbetegnelsen for Côte de Nuits og distriktets fortsættelse mod sydvest fra Beaune til Chagny, Côte de Beaune. Der ligger ni grand cru marker på kommunens sydvestvendte skråninger, de fleste i højder fra 250-300 meter, med veldrænet jord. Roty har parceller på flere af disse marker, Charmes-Chambertin, Griottes-Chambertin og Mazy-Chambertin foruden 1. cru’en Les Fontenys og en række kommune- og generiske vine. Hans grand cru vinstokke er som enkeltstående historiske monumenter med fortiden skjult i årene. De er nogle af de ældste i Côte d’Or og har overlevet flere generationer af vinbønder. På Mazy og Griottes blev de ældste stokke plantet i 1919 og på Charmes i 1881, de allerførste stokke der blev plantet efter det store og altødelæggende phyloxera-angreb der lagde Europas vinmarker øde i slutningen af 1800-tallet. Så det er ingen overdrivelse, når Roty kalder sin Charmes Chambertin for ”Cuvée de Très Vieilles Vignes” – på dansk ”Blanding af Meget Gamle Vinstokke”. Disse grand cru vine tildeles de enkelte landes importører i ganske små portioner, da efterspørgslen langt overstiger produktionen. På samme måde er der rift om flaskerne hos os længe før de overhovedet kommer til landet.

Den første vin, vi kort vil beskrive er valgt i anledning af forårets og sommerens komme. Foruden de store røde vine og de gode hvide Bourgogner laver Roty nemlig en glimrende Marsannay Rosé, som med en aroma af friske jordbær, og en fyldig og silkeblød kerne af røde bær der afbalanceres af en elegant tørhed, udgør det bedste kvalitets bud på en rosévin til de lange lyse aftener, vi alle ser frem til.

1999 Marsannay Rosé, vejl. uds. pris kr. 106,00 - køb

Selv om Côte de Nuits næsten udelukkende er et rødvinsdistrikt, laves der nogle få flere nævneværdige, men sjældne og kuriøse hvidvine. Roty laver en Bourgogne Blanc, der uden dikkedarer år efter år præsterer en flot og stringent vin, hvor et let præg af egetræ fint afbalanceres af en naturlig syre. Hvor næsten alle andre hvidvine fra Bourgogne er lavet på Chardonnay-druen, som reglerne siger, er denne vin lavet på søsterdruen Pinot Blanc. En af de få undtagelser der bekræfter reglen. Den anden af Roty’s hvide vine er en Marsannay Blanc, der er en tand mere nuanceret end den ovenstående. Det er en utrolig kraftfuld vin, der er velafbalanceret med dejlig fedme og smag af æbler. Hvor Bourgognen egner sig bedst til de elegante og let fyldige retter, går Marsannay’en godt til de mere rustikke retter med stegt fisk eller lyst kød.


2000 Bourgogne Blanc vejl. uds. pris kr. 113,00 - køb

1999 Marsannay Blanc vejl. uds. pris kr. 196,00 - køb

2000 Marsannay Blanc vejl. uds. pris kr. 181,00 - køb

En af de første vine, vi støder på, når vi dykker ned i Roty’s rødvinssortiment, er Bourgogne, Cuvée de Presonnier. Den er trods prisen af en sådan kvalitet, at den bør lagres 4-8 år for at nå toppen af sit udviklingspotentiale. Vinen er rimelig robust med medium-fuld krop. Den er mørk i både næse og mund og har en ntens smag af kirsebær, hyldebær og mørke skovbær. Drik den, gerne let afkølet, til lyst kød og fjerkræ med kraftig garniture.

1999 Bourgogne, Cuvée de Presonnier, vejl. uds. pris kr. 128,00 - køb

og for en 2000 ½ flaske - kr. 73,00 - køb


Marsannay

Den nordligste appellation i Côte d’Or hedder Marsannay. Her har Philippe Roty gjort en særlig indsats, så der er fremkommet tre vine, hvor det er hans og ikke Joseph’s navn, der pryder den guldrandede etiket. Den ”almindelige” Marsannay er robust og rustik med en dejlig smag af kirsebær, solbær og mineraler. Den er fyldig uden at være korpulent, og den er harmonisk velafbalanceret. En anden Marsannay, Cuvée Champs Saint Etienne er også Philippes værk. Vinen er mørk i farven, med mørk frugt og lakrids i næsen. Saftige mørke bær, kirsebær og tør jord kombineres i en fyldig og struktureret langvarig smag. Begge vine er velegnede til semi kraftige retter med lyst eller mørkt kød. Joseph’s Marsannay, Les Ouzeloy på gamle stokke er en utrolig kraftig, maskulin sag med fylde af cassis og mørke bær, hints af lakrids og sten og med flotte tanniner. Forventet lagringstid 5 år. Går godt til retter med lyst kød eller fjerkræ med kraftig garniture.

1999 Marsannay, Philippe Roty, vejl. uds. pris kr. 174,00 - køb

1999 Marsannay, Cuvée Quartier, Philippe Roty, vejl. uds. pris kr. 196,00 - køb

1999 Marsannay, Les Ouzeloy, Joseph Roty, vejl. uds. pris kr. 196,00 - køb


Hjemme i Gevrey-Chambertin

Find glassene frem og nyd følgende to glimrende vine i en lidt ældre årgang og glæd jer til de nye årgange modnes. Gevrey-Chambertin, Cuvée de Champs Chenys, årgang 1999 - bedømt til 89 point af Parker, er en vin, der går sine egne veje. Marken Champs Chenys ligger klods op af grand cru marken Charmes og har samme jordbundskarakteristika. Vinen er bredskuldret, fyldig og nærmest tyk i konsistensen. Smagen er kompakt af lakrids og solbær og ledsages af modne tanniner. En varm lang eftersmag afslutter fornøjelsen, så hvis flasken er tom i læsende stund må du genfinde proptrækkeren og række ud efter en flaske Gevrey-Chambertin 1. Cru Les Fontenys – eller du må ringe til KB Vin A/S og bestille den til omgående levering - tel. 3314 9914! Les Fontenys er nemlig en ualmindelig lækker vin - årgang 1999 scorede 91 point hos Parker. Bouqueten byder på lakrids og mørke kirsebær. Vinen er harmonisk og velstruktureret med koncentration af bagte mørke bær og røget eg. Fornøjelsen afsluttes med en lang behagelig finish.

Cuvée de Champs Chenys kan lagres 5-15 år alt afhængig af årgangen og smager glimrende til kraftige retter, såvel kød som fisk. Premier cru’en Les Fontenys vinen kan lagre endnu længere, alt imellem 7-25 år. Det præcise antal år kommer igen meget an på den enkelte årgang – i bred forstand drejer det sig om vinens egenskaber i forhold til indhold af tanniner og syre. Vinen er en fin ledsager til elegante kødretter som vildt, mørkt fjerkræ, kalv og okse.

1999 Gevrey-Chambertin, Cuv. de Champs Chenys, vejl. uds. pris kr. 290,00 - køb

½ flaske – kr. 152,00 - køb

1999 Gevrey-Chambertin 1. Cru Les Fontenys, vejl. uds. pris kr. 457,00 - køb

1997 Gevrey-Chambertin 1. Cru Les Fontenys, vejl. uds. pris kr. 435,00 - køb

Bemærk endelig at Roty laver den ultimative Marc. Ej heller ligefrem billig, men den absolut mest aromatiske og udtryksfulde Marc på markedet:

Marc de Bourgogne 45 % (min. 15 år) vejl. uds. pris kr. 609,00 - køb



Husk at vi altid yder 5% rabat ved køb af hele kasser!